Ny hjemmeside hjælper danskerne til at spare på energien

Publiceret 15-11-2013

På SparEnergi.dk kan man finde tips og tricks til at leve klimavenligt og samtidig spare penge.

SparEnergi.dk er en ny hjemmeside, hvor man kan hente hjælp, hvis man ønsker at skære ned på energiforbruget. På hjemmesiden er der informationer at hente om alt fra klimavenlig madlavning og vasketøj til energirenoveringer og oliefyr.

”Mange gange er det kun få ting, der skal til for at spare på energien. Derfor lancerer vi  en  hjemmeside, som samler den seneste viden, gode råd og praktiske værktøjer. På SparEnergi.dk kan man  klikke rundt og se, hvordan man  kan spare både energi og penge – og samtidig være med til at tage ansvar for vores fælles klima”,  siger klima-, energi og bygningsminister Martin Lidegaard.

SparEnergi.dk indeholder beregnere, tjeklister, gør det selv-guides og mobil-apps med rådgivning om så forskellige ting som belysning, hårde hvidevarer, oliefyr og madlavning. På den måde er den nødvendige viden samlet ét sted for alle, der er interesseret i spare penge ved at begrænse energiforbruget og derved hjælpe til med at udlede mindre CO2.

I de kommende måneder vil SparEnergi.dk få endnu flere værktøjer. Bl.a. en større eksempelsamling til inspiration.

47 % af danskerne svarede i december 2012  i en Concito undersøgelse, at de havde behov for mere information om, hvordan de bedst kunne være med til at nedbringe drivhusgasudledningerne. Med hjemmesiden bliver der nu nem adgang til denne information.  

  • Klima for skoleelever

  • Brexit

  • Klima- og luftudspil

  • Energiaftale 2020-2024

  • Eksportstrategi

  • Forsyningsstrategi