Konkurrencer for børnene
Igen i år har du mulighed for at vinde flotte præmier hos Klima-, Energi- og Bygningsministeriet på Kulturnatten. Blandt ministeriets mere end 30 aktiviteter finder du masser af sjove konkurrencer for børn i alle aldre: Gæt en gas, trusler og rigdomme fra rummet, og pust en storm er blot tre af dem.
Har du styr på energien?
På Kulturnatten præsenterer vi også regeringens klimaplan, og har aktiviteter, hvor du får tips til selv at spare energi og penge, og samtidig skåne klimaet. Man kan bl.a. møde en familie, der allerede lever klimarigtigt, og høre manden bag www.passivhus.dk fortælle, hvordan man certificerer huse, der slet ikke bruger energi.
Vi giver et lift!
Stil dig op i køen, og oplev verdens hurtigste elbil på en lydløs køretur gennem indre by. Den kører i pendulfart hele aftenen mellem Kongens Nytorv ud for Hotel D'Angleterre og ministeriets arrangement i Amaliegade 44. Du kan også vælge at lade dig transportere med en gratis cykeltaxi, som kører til og fra Skuespilhuset i Nyhavn.
Køb klimavenlig mad
Bliver du sulten i løbet af aftenen, har du mulighed for at købe klimavenlig mad til fornuftige priser – der vil være noget på menuen for hele familien.
Så velkommen – og velbekomme – hos Klima-, Energi og Bygningsministeriet i Amaliegade 44.