EU kræver mere klimavenlige biler

Publiceret 08-11-2017

Energi-, forsynings- og klimaministeren glæder sig i dag over EU-Kommissionens forslag til at nedbringe CO2-udledningen fra person- og varebiler. Samtidig skal der turbo på udviklingen af el- og brintbiler i Europa.

Klimaaftrykket fra Europas millioner person- og varebiler skal mindskes, hvis EU’s klimamål skal nås. Derfor har EU-kommissionen i dag fremsat nye krav til de europæiske bilfabrikanter. Kernen af den nye forordning siger, at CO2-emissioner pr. km i personbiler og varebiler i 2025 skal nedbringes med 15 % og i 2030 med 30 % set i forhold til de eksisterende krav for 2020. Forordningen fremmer desuden elbiler og lav-emissionsbiler ved særlige incitamenter til bilproducenterne.

”Jeg synes, kommissionens forslag er meget positivt. Den europæiske bilindustri er blandt de mest avancerede i verden, og jeg er sikker på, at de kan løfte opgaven. Forslaget vil også gavne Danmark og vores indsats for en grønnere transportsektor”, siger Lars Chr. Lilleholt (V), energi-, forsynings- og klimaminister.

Vejen mod grønnere bilisme

De 28 EU-lande besluttede i 2014 at barbere 30 pct. af udledningerne frem mod 2030 fra de ikke-kvotebelagte sektorer, som er landbrug, transport og bygninger. Danmark har herunder påtaget sig at reducere med 39 pct. set i forhold til 2005. Samtidig viser fremskrivninger fra Energistyrelsen, at transportsektorens CO2-udledninger forbliver på samme niveau frem mod 2030, hvis ikke der gøres noget. Vi har brug for udvikling af nye, mere klimavenlige biler, hvis Danmark skal nå sine EU-mål i de ikke-kvotebelagte sektorer i 2030 og nå målet om et lavemissionssamfund i 2050.

Gode erfaringer med krav

Da EU i 2009 vedtog en CO2-forordning om udledninger fra person- og varebiler, flyttede det udviklingen af mere klimavenlige biler fra nødsporet til overhalingsbanen. CO2-forordningen viste sig at være et effektivt redskab, der både har fået bilproducenterne til at lave mere brændstoføkonomiske biler og til at tænke i alternative hybride og eldrevne køretøjer. Danmark har historisk set indregistreret nogle af EU's mindste og mest CO2-effektive biler. Men vi har brug for at accelerere udviklingen af mere klimavenlige køretøjer, hvis vi skal nå vore klimamål. Danmark har ikke en selvstændig bilindustri. Derfor er det helt afgørende, at vi gennem EU kan være med til at stille høje CO2-krav til bilproducenterne.  

”Den danske transportsektor har ved flere lejligheder fortalt, at branchen er med på at yde sit til, at vi alle sammen får en mere klimavenlig transportsektor. Derfor synes jeg, at vi i Danmark skal træde speederen i bund for, at EU stiller yderligere CO2-krav til bilproducenterne, så vi får endnu mere klimavenlige person- og varebiler på de danske veje”, siger Lars Chr. Lilleholt.

Transportsektoren står for ca. ¼ af Danmarks drivhusgasudledninger – og både emissioner og andelen af de samlede emissioner er vokset betydeligt siden 1990. Vejtransport stod i 2013 for 92 pct. af de samlede CO2-udledninger fra transportsektoren i Danmark, hvoraf person- og varebiler stod for knap 80 pct.

Kontakt

Presse- og kommunikationsrådgiver Christian Lietzen, chrli@efkm.dk, tlf. 4172 3876

Chefkonsulent Erik Tang, eta@efkm.dk, tlf. 25 44 12 04

  • Klima for skoleelever

  • Brexit

  • Klima- og luftudspil

  • Energiaftale 2020-2024

  • Eksportstrategi

  • Forsyningsstrategi