Vildledning om embedsmænds lægebesøg

Publiceret 28-10-2017

Berigtigelse: Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet forbyder ikke sine ansatte at gå til læge i arbejdstiden som led i en spareøvelse.

Avisen.dk bringer i dag en artikel om, at ansatte i Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet nu ikke længere kan gå til lægen i arbejdstiden. Under overskriften ”Ministerium strammer: Slut med at gå til læge i arbejdstiden” anføres det, at nye regler for lægebesøg i arbejdstiden er endnu et eksempel på, at der spares, hvad der spares kan.

Historien bygger på et faktuelt forkert grundlag og er vinklet ud fra en helt forkert præmis om, at ministeriets retningslinjer for lægebesøg skal ses som led i en spareøvelse.

Det er ikke korrekt, at medarbejdere i Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet ikke må gå til lægen i arbejdstiden. Medarbejderne må gerne gå til læge i arbejdstiden, hvor de fleste læger har deres åbningstider. Og medarbejderne kan i mange tilfælde få fri med løn til det. Det er kun i de helt særlige tilfælde, hvor der ikke er tale om sygdom, og hvor lægebesøget har privat karakter, at medarbejderne planlægger besøget som flextid eller ferie.

Retningslinjerne skal ses i sammenhæng med, at der i ministeriet er fleksibel arbejdstid og generelt god mulighed for fleksibel arbejdstilrettelæggelse. I øvrigt er det en praksis, som er gældende på mange andre arbejdspladser.

Intentionen bag ministeriets retningslinjer er ikke at opnå besparelser. Ministeriet har haft et ønske om at ensrette retningslinjerne på tværs af ministerområdet og sikre nogle principper, som er enkle og smidige.

Vi er i Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet meget optaget af medarbejdernes arbejdsglæde og trivsel. Vi har bl.a. et stort fokus på sygefravær for at være på forkant med optakter til længerevarende sygdomsforløb og en ordning, hvor medarbejderne i arbejdstiden og med løn kan få gratis psykologisk rådgivning. Og muligheden for at gå til lægen har vores medarbejdere fortsat.

 

Kontakt

Pressechef

Jesper Caruso

41729184

jesca@efkm.dk

 

  • Klima for skoleelever

  • Brexit

  • Klima- og luftudspil

  • Energiaftale 2020-2024

  • Eksportstrategi

  • Forsyningsstrategi