Bredbånd er fortsat i vækst i Danmark

Publiceret 15-02-2018

Danmark har en rigtig god bredbåndsdækning. Nye tal viser, at 90 pct. af alle boliger og 85 pct. af alle virksomheder har adgang til lynhurtigt internet. Samlet set er 89 ptc. af landet dækket ind. Det er godt nyt for virksomheder og borgere, der har valgt at bosætte sig i områder væk fra de store byer

Siden 2010 har vi i Danmark haft et ambitiøst mål, om at alle danske husstande skal have lynhurtigt internet inden udgangen af 2020. Den gang virkede det halsbrækkende, men siden har private investorer, kommunal interesse og lokale ildsjæle sat fut under visionen.

Regeringen har på sin side understøttet målet ved at holde massiv fokus på bedre bredbånd. Dels med bredbåndspuljen, som har fungeret i to år. Dels med fradrag gennem BoligJob-ordningen, som nu er gjort permanent.

Resultatet er til at føle ude i landet. I 2014 havde 64 pct. af danske boliger adgang til lynhurtigt internet. Sidste år var det tal steget til 90 pct. af alle landets boliger. Med lynhurtigt internet menes 100 Mbit download i sekundet og 30 Mbit upload. I samme tidsrum er landets virksomheder gået fra, at kun cirka halvdelen havde adgang til lynhurtigt internet for fire år siden til 85 pct. i fjor.

"Tallene er meget opløftende. De viser, at regeringens indsats og ambition virker ude i landet. Uden lynhurtigt internet er det ganske enkelt ikke muligt at bo og fungere ude i de mindre samfund. Familier og børn skal kunne arbejde hjemme og aflevere opgaver i skolen. Og virksomheder skal kunne kommunikere med kunder og leverandører, uden at det tager en krig foran et stillestående computerbillede," siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).

Regionale forskelle

Den seneste bredbåndskortlægning, som præsenteres i dag, viser også, at der er store regionale forskelle rundt om i landet. Hurtigst internet har man i Syddanmark, hvor kun 6 procent mangler adgang til lynhurtigt internet. I Region Sjælland mangler hele 21 procent adgang til lynhurtigt internet.

"Regeringen er generelt glad for den positive udvikling i dækningen, som denne opgørelse viser. Jeg vil gerne samtidig slå fast, at det først og fremmest er markedet, som skal sørge for god dækning her i landet. Telebranchen foretager investeringer for mere end seks mia. kr. hvert år. Staten kommer aldrig til at kunne matche den slags investeringer," siger Lars Chr. Lilleholt.

Teleministeren understreger dog, at det også er vigtigt, at man lokalt ser på, hvad man gøre for at fremme udrulningen af bredbånd. Flere kommuner har haft stor succes med at understøtte lokale ildsjæle. Det kan man lære af andre steder.

Pressekontakt: Lasse Bendtsen, lasab@efkm.dk / 4172 3884

  • Klima for skoleelever

  • Brexit

  • Klima- og luftudspil

  • Energiaftale 2020-2024

  • Eksportstrategi

  • Forsyningsstrategi