Carsten Smidt udnævnes som direktør for det nye Forsyningstilsyn pr. 1. juli

Publiceret 01-06-2018
Ny direktør for Forsyningstilsynet bliver Carsten Smidt

Carsten Smidt kommer fra sit eget rådgivningsfirma indenfor forsyningsområdet. Han har tidligere arbejdet i Konkurrence og Forbrugerstyrelsen, blandt andet som vicedirektør.

”Jeg er meget glad for, at Carsten Smidt har takket ja til stillingen som direktør for det nye Forsyningstilsyn. Carsten har brede kompetencer og en imponerende faglighed indenfor forsyningsområdet. Jeg er sikker på, at Forsyningstilsynet i Carsten får en yderst kompetent og erfaren leder, der kan sætte faglig og strategisk retning for det nyoprettede tilsyn og samtidig sikre en udvikling af forsyningssektoren med forbrugernes interesser i centrum”, siger departementschef i Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet, Morten Bæk.

Carsten Smidt tiltræder stillingen som direktør for Forsyningstilsynet ved oprettelsen af tilsynet d. 1. juli 2018, hvor Energitilsynet overgår til Forsyningstilsynet.

”Jeg glæder mig til at være med til at udvikle og varetage reguleringen af forsyningssektoren. Og så er jeg rigtig glad for at skulle stå i spidsen for Forsyningstilsynet, hvor jeg sammen med dygtige medarbejdere skal bidrage til, at vi som forbrugere får tilbudt gode ydelser til konkurrencedygtige priser”, udtaler Carsten Smidt.

Carstens Smidts erhvervskarriere

2016-2018 Indehaver af Konveks rådgivningsfirma

2011-2016 Vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

2009-2011 Chef for Forsyningssekretariatet i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

2006-2009 Kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

1998-2006 Sagsbehandler i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen