Parisaftalen

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet deltager i de internationale klimaforhandlinger i regi af både EU og FN.

Klimaforhandlinger i FN

FN’s klimakonvention, United Nations Framework Convention on Climate Change (UNFCCC), danner rammen for de globale klimaforhandlinger. Klimakonventionen indeholder ikke bindende krav om at sænke udledningen af drivhusgasser. Det gør til gengæld Kyotoprotokollen , som blev indgået i 1997 af 192 lande, og som var den første internationalt bindende aftale om at reducere udledningen af drivhusgasser.

Landene under FN’s klimakonvention mødes hvert år til ”Conference of the Parties”, der også er kendt som COP’en. Det er det øverste organ i de globale klimaforhandlinger. Her bliver alle større beslutninger truffet, ofte med mediebevågenhed fra hele verden. Ved COP21 i Paris i december 2015 blev parterne enige om en ny juridisk bindende klimaaftale - Parisaftalen. Aftalen indeholder bl.a. tre overordnede langsigtede mål om:

  •  At holde den globale temperaturstigning et godt stykke under 2 grader, og stræbe efter at begrænse stigningen til 1,5 grader sammenlignet med niveauet før den industrielle tidsalder. Dette inkluderer, at de globale udledninger af drivhusgasser skal toppe så hurtigt som muligt, og derefter reduceres hurtigt med henblik på at opnå en balance mellem udledninger og optag i anden halvdel af dette århundrede.
  • At øge klimatilpasningen og fremme modstandsdygtigheden mod klimaforandringerne og transition til lavemissionssamfund på en måde, der ikke er til fare for den globale fødevaresikkerhed.
  • At bringe finansieringsstrømme i overensstemmelse med lavemissionssamfund og en klimaresistent udvikling.

 

Færdigforhandling af Parisaftalens regelsæt

Parisaftalen blev vedtaget d. 12. december 2015 og trådte i kraft d. 4. november 2016. Der var dog stadig en række udeståender i forhold til aftalens regelsæt, der skulle forhandles på plads efterfølgende. På COP22 i 2016 besluttede man, at disse skulle færdigforhandles senest på COP24 i december 2018. I december 2018 nåede parterne så til enighed om størstedelen af regelsættet, der gør Parisaftalen operationel og funktionsdygtig. Der udestår stadig enkelte dele af regelsættet, herunder reglerne for markedsmekanismer for handel med CO2-kvoter, der forventes færdigforhandlet på COP25 samt andre mere tekniske komponenter.

For EU og Danmark var et af de væsentlige hensyn i formuleringen af regelsættet, at man ville opnå gennemsigtighed i opgørelsen af landes klimabidrag og klimafinansiering. Denne gennemsigtighed synes i det store hele at være opnået med det vedtagne regelsæt.

Færdigforhandlingen af Parisaftalens regelsæt var et vigtigt skridt på vejen mod en intensiveret global grøn omstilling med en lavere udledning af drivhusgasser. En række af Parisaftalens centrale delelementer er uddybet i de følgende afsnit.

 

Landene er forpligtede til at bidrage

Parisaftalen forpligter parterne til at fremlægge nationale klimabidrag (NDC’er), som skal bidrage til den samlede reduktion i udledningen af drivhusgasser. Landenes klimabidrag skal opdateres eller fornys løbende, første gang i 2020.

I klimaforhandlingerne forhandler Danmark gennem EU. EU har således på vegne af Danmark og de øvrige medlemsstater fremlagt ét samlet klimabidrag. Bidraget lyder på en reduktion i udledningen af drivhusgasser på mindst 40 procent i 2030 i forhold til i 1990. EU’s klimabidrag skal senest i 2020 enten bekræftes, opdateres eller fornys.

 

Ambitionsmekanismen skal løbende øge indsatsen

I henhold til Parisaftalen skal parternes nye eller opdaterede klimabidrag være mere ambitiøse end det forrige. Dette sikres med den såkaldte ambitionsmekanisme, der tilsigter, at den globale indsats løbende øges. Dermed er mekanismen af afgørende betydning for at nå Parisaftalens temperaturmål, da landenes samlede klimabidrag på nuværende tidspunkt ikke er nok til at holde den globale temperaturstigning under 2 grader endsige 1,5 grader. Derfor er det helt centralt, at man løbende øger indsatsen. Danmark arbejder derfor for at EU skal hæve sit 2030 klimabidrag i 2020 samt, at EU bliver klimaneutral i 2050. 

Som et led i ambitionsmekanismen skal et ”globalt stocktake” gennemføres hvert femte år. Her skal parterne vurdere, hvordan det går med at opfylde aftalens langsigtede mål. I lyset af den vurdering skal landene bekræfte eller opdatere deres eksisterende klimabidrag – eller forpligte sig til nye klimabidrag.

 

Klimafinansiering til ulandene

I forbindelse med vedtagelsen af Parisaftalen bekræftede de industrialiserede lande deres løfte om at mobilisere 100 milliarder amerikanske dollars om året fra 2020 til 2025 til udviklingslandenes klimaindsats. Midlerne skal komme fra både offentlige og private kilder. Senest på COP24 understregede flere industrialiserede lande, at man stadigvæk er forpligtede til dette løfte.

Det er desuden besluttet at der inden 2025 skal vedtages et nyt (højere) mål for finansiering til udviklingslandene for perioden efter 2025. På COP24 besluttede man at påbegynde denne proces i 2020 med henvisning til udviklingslandenes behov for vished om fremtidige midler.  Parisaftalen åbner op for, at flere lande kan bidrage til det kommende finansieringsmål. Derudover er der med Parisaftalen også opsat rammer for rapportering af tildelt og fremtidig klimafinansiering. Du kan læse mere om klimafinansiering her.

 

 

Kontakt:

Team Globale Regler
E: