- Det talte ord gælder -
Jeg har lige læst i avisen, at empati er den nye måde at vise social status på. Det er godt nyt for folk, der gerne vil dele, og for folk, der kører i elbil.
Men det er dårligt nyt for mig personligt, der har en ministerbil, jeg nødig vil dele: I øvrigt en elbil, jeg lige har skrottet!
Men jeg var faktisk rigtig glad for min eldrevne ministerbil, må jeg skynde mig at sige. Indtil jeg opdagede, at det var en ’one-size’ model. Købt af en gammel ministerkollega, der åbenbart savner mit format.
Kommer der en XL-model på markedet, man kan arbejde i, vil jeg selvfølgelig være den første, der står og trykker næsen flad imod udstillingsvinduet.
For jeg er faktisk glad for elbiler – lige som jeg er glad for andre klima- og miljøvenlige transportformer.
Elbilen er et godt eksempel på grøn optimisme, hvor ny viden og teknologi driver omstillingen. I kontrast til den pessimisme, vi ofte lægger øre til, om at enden er nær: Medmindre vi strammer livremmen helt ind.
Jeg mener, vi skal forske og udvikle os ud af problemerne, så vi kan beholde ’det gode liv’.
Vi skal omstille samfundet så effektivt, at vi i stedet for at give afkald på rejser og røde bøffer, formår at bevare de ting.
I stedet for at parkere alle bilerne bygger vi nogle nye, der er mere klima- og miljøvenlige, og som tilbyder den samme komfort.
Det er den vej, vi skal tage, hvis vi skal have danskerne med os. Hvis vi vil gøre debatten om den grønne omstilling folkelig.
Elbilen passer godt ind i fremtidens energisystem:
- Elbilen forurener ikke, når den kører, og den udleder langt færre drivhusgasser end en almindelig biler.
- Elbilen kan bruge strømmen fra vores vindmøller om natten, så vi får udnyttet kapaciteten mest muligt.
- Elbilen respekterer det gode liberale princip, at min frihed stopper, hvor din begynder: I en elbil kolliderer den enes ønske om fri bevægelse nemlig ikke med den andens ønske om ren luft.
- Elbilen er udtryk for god gammeldags anstændighed: Det er dårlig stil at sprøjte skadelige partikler ud i byens luft, akkurat som det er dårlig stil at smide slikpapir og cigaretskodder på gaden.
Og derfor er jeg rigtig glad for dette initiativ.
Det er også rart at se, at der kommer noget godt ud af den partnerskabspulje, vi afsatte med Energiforliget i 2012. Ligesom det er rart at se de mange offentlig-private partnere gå sammen om at tage ansvar og risiko på sig.
Der er lavet en god integreret løsning: Der er for eksempel tænkt på samspil med den kollektive trafik. Og der bliver lavet et større netværk af ladestandere.
Nu får vi allesammen mulighed for at køre i elbil, selv om vi ikke har råd til, plads til eller brug for at eje en elbil selv.
400 elbiler er rigtig mange. Vi kommer til at se 400 rullende reklamesøjler. Forhåbentlig bliver flere nu fortrolige med elbils-teknologien, så den står foran sit kommercielle gennembrud.
Flere tekniske analyser spår elbilen en stor fremtid. Og derfor håber jeg, at elbilerne snart vil kunne konkurrere på lige fod med konventionelle biler.
Det hjælper helt sikkert, at der bliver tænkt nyt her.
Elbilen bliver markedsført på en ny måde, hvor man deles om at betale regningen. Hvis bare man er villig til at dele, kan man få den billigt. Elbilen bliver også kombineret med moderne teknologi i mobiltelefoner og rejsekort. Man gør det nemt for folk at træffe det klima- og miljøvenlige valg.
Elbils-partnerskabet, her, er et rigtig godt eksempel på, at den grønne omstilling kan drives af ny teknik og nye forretningsmodeller. I stedet for permanente støtteordninger.
Støtteordninger, som, jeg mener, hæmmer konkurrencen og dermed vores evne til at tænke kreativt og fleksibelt. Og som derfor risikerer at skade vores økonomi og mulighed for at løse klima- og miljøproblemerne på langt sigt.
I stedet er det denne vej, vi skal: Hvor nye former for samarbejde - mellem virksomheder og mellem kunder - gør, at man får stor brugsværdi for små penge.
Og så hjælper det nok også – hvis ellers man kan stole på aviserne – at elbilen, empatien i den, giver social status. Og god samvittighed, når et kraftigt fodaftryk på speederen kun giver et svagt fodaftryk på klimaet.
Derfor er der god grund til at ønske københavnerne tillykke.
Held og lykke til alle projektets mange partnere.
Og tusind tak for ordet.