Danskerne er vilde med mobilt bredbånd

Publiceret 16-12-2016

Energistyrelsen har offentliggjort telestatistikken for 1. halvår 2016. Tallene viser fortsat stor vækst i danskernes brug af mobile enheder og i antallet af hurtige bredbåndsforbindelser.

Telestatistikken viser blandt andet:

  • Danskernes brug af data via mobilnettet er steget med 81 pct. på et år.
  • Andelen af bredbåndsabonnementer via fiber og kabel-tv udgør nu næsten halvdelen af vores fastnetforbindelser.
  • Hastighederne på det faste bredbånd er steget.

Udviklingen kommer ikke bag på energi-, forsynings- og klimaminister, der også er minister for teleområdet:

Regeringen prioriterer mobil- og bredbåndsdækning i hele Danmark højt. Det gør vi netop, fordi vi ved, at danskerne i såvel deres arbejdsliv som familielivet er dybt afhængige af at kunne komme på nettet,” siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

48,8 pct. af vores bredbåndsabonnementer kommer i dag via fiber og kabel-tv, og der er generelt stigning i udviklingen af hastighederne på vores bredbånd. Knap 43 pct. af alle abonnementer i Danmark kan nu downloade indhold fra internettet med mindst 50 Mbit/s.

Tallene kommer blot få dage efter, at ca. 3.700 adresser tidligere på ugen fik besked om, at de har fået tilskud fra regeringens bredbåndspulje til bedre bredbånd. Langt de fleste danskere får dog deres bredbåndsforbindelser uden tilskud fra staten.

Et dynamisk og konkurrencedrevet telemarked er helt afgørende for, at borgere og virksomheder har adgang til avancerede teleydelser til fornuftige priser. Derfor er det vigtigt, at vi også fremover holder fast i, at markedet skal drive udviklingen og valget af teknologier som to bærende principper for den danske telepolitik,” siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

Energistyrelsen udgiver telestatistikken hvert halvår. Telestatistikken for 1. halvår 2016 kan ses i sin helhed via linket øverst til højre på siden. 

Fakta

  • Der blev up- og downloadet 162.000 TB i mobilnettene i første halvår 2016. Det er en stigning på knap 73.000 TB eller 81 pct. sammenlignet med første halvår 2015.
  •  Antallet af fastnet bredbåndsabonnementer med mindst 100 Mbit/s download er vokset næsten 41 pct. fra 220.000 i midten af 2015 til 310.000 året efter. Hver ottende fastnet bredbåndsabonnement har nu mindst 100 Mbit/s i download.

  • Der er i midten af 2016 nu mere end 1 million abonnementer med mindst 50 Mbit/s i download efter en vækst på næsten 34 pct. Andelen er vokset 10 procentpoint fra lidt under 33 pct. i midten af 2015 til næsten 43 pct. af alle fastnet bredbåndsabonnementer et år efter.

  • Næsten halvdelen af alle abonnementer har medio 2016 10 Mbit/s i upload-hastighed. Det svarer til en stigning på lige under 20 pct. fra året før. Andelen er dermed vokset fra lidt under 42 pct. i midten af 2015 til at udgøre 49 pct. i midten af 2016.

  • Antallet af fastnet bredbåndsabonnementer er vokset 2,3 pct. fra midten af 2015 og et år frem. Bredbånd via fiber og kabel-tv-nettet står fortsat for langt det meste af væksten med næsten 103.000 nye abonnementer i perioden, mens antallet af kobberbaserede forbindelser er faldet.

  •  Bredbånd via fiber og kabel-tv-nettet udgør dermed næsten 50 pct. af abonnementerne medio 2016, mens kobberbaseret bredbånd har en andel på lidt under 45 pct.

 

Kontakt

Pressemedarbejder
Kirsten Tode
+45 4172 9021
kirto@efkm.dk