Aftalen løser den kritik, som EU-Kommissionen rejste af det danske PSO-system i 2014. Det blev i den forbindelse aftalt med EU-Kommissionen, at der skulle findes en langsigtet løsning på PSO-problematikken inden udgangen af 2016. Med EU-Kommissionens godkendelse i dag er problematikken om PSO-systemet endeligt løst.
”I dag er en historisk dag for dansk klima- og energipolitik. Jeg er utrolig glad for, at vi nu har fået EU-Kommissionens godkendelse af den danske PSO-løsning. Vi har forhandlet et godt kompromis med EU-Kommissionen, hvor Danmark udfaser PSO-afgiften over en 5-årig periode og udbygger vores infrastruktur til udlandet. EU-Kommissionens kritik er nu løst en gang for alle, og vi har skabt sikkerhed om finansieringen af Danmarks grønne omstilling,” siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.
EU-Kommissionen har som en del af aftalen betinget, at Danmark øger transmissionskapaciteten til vores nabolande og dermed åbner for øget elhandel og konkurrence.
Det gøres konkret ved at gennemføre Energinet.dk’s planlagte udbygning af transmissionskapaciteten på den jysk-tyske grænse, også kaldet ”Østkystforbindelsen” samt opgraderinger i elnettet. Det dansk-tyske elhandelssamarbejde er præget af flaskehalsproblemer, hvilket vil blive forbedret med investeringen i den nye Østkystforbindelse, der også vil styrke det europæiske elmarked generelt. Derudover vil forbindelse bidrage til forsyningssikkerheden samt indpasning af vedvarende energi i elsystemet. Investeringen vil give Danmark et samfundsøkonomisk overskud på ca. 420 mio. kr. i sammenhæng med, at Tyskland gennemfører aftalte forstærkninger af elnettet.
Fakta
- Den gradvise udfasning af PSO-afgiften øger familiernes rådighedsbeløb frem mod 2025. Afskaffelsen af PSO-afgiften betyder i 2025 en fremgang i rådighedsbeløbet for en typisk LO-familie på 2.500 kr.
- Omkostninger for udbygningen af Østkystforbindelsen er omkring 615 mio. kr. Dertil foretages der en række opgraderinger på omkring 275 mio. kr., så den samlede investering er på ca. 890 mio. kr.
- Investeringerne finansieres via nettarifferne på elregningen for både husholdninger og virksomheder, og Østkystforbindelsen forøger nettariffen med 0,01 øre/kWh i driftsperioden efter indregning af gevinster og omkostninger.
- I alt vurderes investeringerne i Østkystforbindelsen at give et samfundsøkonomisk overskud på ca. 420 mio. kr. i sammenhæng med, at Tyskland gennemfører aftalte forstærkninger af elnettet.
Kontakt
Pressechef
Jesper Caruso
+45 4172 9184
jesca@efkm.dk