Formandsskifte i Energinet.dk’s bestyrelse

Publiceret 05-09-2016

Bestyrelsen i Energinet.dk skal have ny formand pr. 1. maj 2016. Niels Fog, som har været bestyrelsesformand siden Energinet.dk blev stiftet i 2005, har besluttet at træde tilbage med udgangen af april 2016, hvor den nuværende periode udløber.

”Niels Fog har ydet en meget kompetent indsats som formand for Energinet.dk. Niels har været ombord siden starten og har været med til at sikre både stabilitet og fremsynethed i bestyrelsen. Den rivende udvikling på forsyningsområdet kræver, at Energinet.dk er i stand til at agere internationalt og samtidig have et stærkt fokus på kerneopgaven, som er stabil energiforsyning til forbrugerne til lavest mulige pris. Niels Fog har i høj grad bidraget til at løfte den opgave, og jeg sætter stor pris på det samarbejde, vi har haft”, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

Energinet.dk ejer og driver det overordnede el- og naturgasnet samt to gaslagre og har ansvar for sikker energiforsyning i Danmark. Der er sket en stor udvikling i transmissionsnettene siden virksomhedens oprettelse. Danmark i dag er væsentligt bedre forbundet med el- og gasnettene i vores nabolande, og der bliver handlet mere energi over grænser.

”Jeg er tilfreds med og stolt af det, vi har nået, og jeg synes, jeg har leveret det, jeg skulle – arbejdet er gjort færdigt. Jeg har hver eneste dag følt forsyningssikkerheden som et kæmpe ansvar, og jeg er meget stolt af Energinet.dk. Det er altid sundt for en virksomhed at få nye øjne på sig for at sikre, at der sker en udvikling. Derfor ser jeg det som naturligt, at jeg træder tilbage og lader andre komme til”, siger afgående bestyrelsesformand Niels Fog.

Jf. vedtægterne for Energinet.dk vil energi-, forsynings- og klimaministeren udpege medlemmer til Energinet.dk’s bestyrelse, herunder formand, inden udgangen af april.

 

Fakta

Energinet.dk er en selvstændig offentlig virksomhed og ejes på statens vegne af energi-, forsynings- og klimaministeren. Ejeren har den endelige myndighed over Energinet.dk inden for de rammer, der er fastlagt i lovgivningen, og udøver sit ejerskab i overensstemmelse med de retningslinjer, der er givet i Lov om Energinet.dk og bekendtgørelsen om økonomisk regulering af Energinet.dk.

 

Kontakt: Pressemedarbejder, Rasmus Bjørn, rasbj@efkm.dk, 41 72 90 77