Regeringen og partierne i energiforligskredsen (Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, SF, Radikale Venstre og Enhedslisten) har indgået en aftale om at erstatte 2017-solcellepuljen, som blev aftalt af energiforligskredsen i 2013, med et udbud på solceller.
Med 2017-solcellepuljen kunne der i tilknytning til hustande søges om støtte i form af en afregningspris på 66-77 øre pr. kWh til solcelleanlæg på op til 6 kWh pr. hustand. Den forventede udbygning ville blive ca. 20 MW til en omkostning på ca. 105 mio. kr.
Da det var en dyr og ineffektiv udbygning med solceller, har regeringen foreslået at omdanne ordningen, så det samme beløb på 105 mio. kr. afsættes i et udbud, hvor solcelleprojekter på op til 1 MW kan søge om tilskud.
Det forventes at kunne give en samlet udbygning af solceller på 35 MW i stedet for 20 MW. De store anlæg i de 35 MW er mere effektive, og da udbudsformen samtidig sikrer lavere støttesatser forventes udbuddet at give mere end dobbelt så meget grøn energi for pengene.
”Jeg er glad for, at der i energiforligskredsen er opbakning til at indrette energipolitikken på en måde, så vi får mest mulig grøn energi for pengene. Regeringens forslag om at gå fra tilskudspuljer til udbud med konkurrence kan give mere end dobbelt så meget vedvarende energi for samme beløb. Det synes vi er sund fornuft, og vi forventer, at der bliver budt ind med solcelleprojekter der tilsammen kan forsyne 12.500 husstande årligt med grøn energi,” siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).
Solcelleudbuddet vil skulle godkendes af Europa-Kommissionen.
Fakta:
- Solcelleudbuddet kan søges til anlæg mindre end 1 MW.
- Støtten tildeles som et fast pristillæg oven i elprisen i 20 år.
- Budgettet vil være 105 mio. kr.
- Med forbehold for statsstøttegodkendelsen forventes udbuddet afholdt i 2018.
Kontakt:
Jesper Caruso, pressechef, jesca@efkm.dk / 4172 9184