Danskerne køber hurtigt bredbånd

Publiceret 11-01-2019

På bare ét år er antallet af forbindelser med mindst 100 Mbit/s i downloadhastighed steget med 62 procent - fra at ca. hver femte forbindelse til nu mere end hver tredje er af den hurtige slags.

To cirkeldiagrammer med overskriften "Markant flere danskere har fået lynhurtigt internet"
Flere danskere har fået lynhurtigt bredbånd på mere end 100 Mbit/s. Grafik EFKM

Danskernes begejstring for hurtige bredbåndsforbindelser betyder, at Danmark i midten af 2018 havde 866.000 forbindelser med en hastighed på mindst 100 Mbit/s. Hurtige bredbåndsabonnementer har siden midten af 2017 taget et spring fra at udgøre 21 pct. til 34 pct. af alle bredbåndsforbindelser – i runde tal fra hver femte til hver tredje forbindelse. Det viser Energistyrelsens Telestatistik 2018.

”Det er en særdeles positiv udvikling, der sker på bredbåndsområdet. Når kunderne efterspørger hurtigt bredbånd, så stimulerer det teleudbyderne til at investere endnu mere i udrulningen af den digitale infrastruktur. Disse investeringer er meget vigtige i forhold til at skaffe danskerne lynhurtigt bredbånd,” siger minister for teleområdet Lars Chr. Lilleholt (V).

Telebranchen investerer hvert år store summer i den digitale infrastruktur, men der er tyndt befolkede områder, hvor der er så langt mellem husene, at det er svært for teleselskaberne at gøre en god forretning.

Stadig områder med dårlig dækning

På trods af de positive nyheder i seneste version af telestatistikken, er der stadig områder med dårlig bredbåndsdækning. Her har regeringen skubbet på udviklingen med bl.a. Bredbåndspuljen. Med den seneste uddeling af midler i 2018 blev der således givet mere end 100 mio. kr. til bredbåndsprojekter i landdistrikterne.

”Bredbåndspuljen giver rigtig mange husstande adgang til den digitale motorvej, men vi er langt fra i mål med at give hurtigt bredbånd til alle danskere. Derfor er det også positivt, at vi med det nye teleforlig, som regeringen indgik med alle partier i foråret 2018, har sikret, at der også fremover bliver investeret i digital infrastruktur i hele Danmark,” siger Lars Chr. Lilleholt.

Teleforliget betyder bl.a. klare rammer for kommunerne til at støtte udrulning af digital infrastruktur, at der stilles dækningskrav til udbygningen af mobilt bredbånd, og at regeringen snart fremlægger en handlingsplan for 5G i Danmark. Desuden fortsætter Bredbåndspuljen med 100 mio. kr. i 2019.

Færre mobilminutter og mere mobildata

Energistyrelsens Telestatistik 2018 viser også, at den tid, vi taler i mobiltelefonen, er faldet med 6,3 pct. fra første halvår 2017 til første halvår 2018, hvilket er det største fald nogensinde. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at vi taler mindre. Forklaringen kan også være, at vores mobile vaner ændrer sig, så samtaler i højere grad foregår via forskellige apps og funktioner på telefonen fx Facetime, Messenger eller WhatsApp, som benytter data.

Datatrafik via mobilnettet har haft en vækst på 29 pct. fra første halvår af 2017 til første halvår af 2018. Det er på linje med stigningen de seneste par år. I første halvår 2018 blev der i alt up- og downloadet 303.000 TB i mobilnettene. Det svarer til, at hvert mobile bredbånds-abonnement til mobiltelefoner, tablets og bærbare pc’er i gennemsnit har up- og downloadet 6,9 GB pr. måned i første halvår 2018 mod 5,5 GB pr. måned i første halvår 2017.

Læs hele Energistyrelsens ’Telestatistik – første halvår 2018’Læs hele Energistyrelsens ’Telestatistik – første halvår 2018’  

Pressekontakt

Christian Lietzen, 4172 3876, chrli@efkm.dk

Fakta

Hovedkonklusioner fra Energistyrelsens ’Telestatistik – første halvår 2018’:

  • Det totale antal fastnet-bredbåndsabonnementer er steget med 1,3 pct. til 2.530.000 fra midten af 2017 og et år frem.
  • Fastnet bredbånd med mindst 100 Mbit/s i upload er steget 48,9 pct. fra midten af 2017 til midten af 2018 fra en andel på 10,7 pct. til 15,8 pct. eller 399.000 abonnementer. Andelen med mindst 10 Mbit/s i upload er steget fra 66,1 pct. til 77,6 pct. på et år.
  • Bredbånd via kabel-tv-nettet med mindst 100 Mbit/s i download stiger igen kraftigt med en vækst på 73,5 pct. fra midten af 2017 og et år frem. Dette får andelen af kabel-tv-abonnementer med 100 Mbit/s til at stige fra 33,4 pct. til 54,5 pct.
  • Det samlede antal taleminutter for mobil- og fastnettelefoni, er faldet 7,2 pct. fra 8,3 mia. til 7,7 mia. minutter i perioden. Fastnetminutterne (inkl. minutter fra IP-telefoni) falder 11,5 pct., mens mobilminutterne falder 6,3 pct.
  • Mobile bredbåndsabonnementer til både mobiltelefoner, tablets og bærbare pc’er er steget med 208.000 på et år svarende til 2,8 pct. Dermed er der nu lidt under 7,6 mio. mobile bredbåndsabonnementer eller 130,5 abonnementer pr. 100 indbyggere.
  • En stor mobilpakke <kunne man i juli 2018 få til 129 kroner med fri tale og fri data samt fri sms/mms, og med fri tale og fri sms/mms og 5 GB til brug i andre EU-lande. Året før i juli 2017 kunne den store pakke fås til 130 kr. med fri tale og fri sms/mms og 5 GB data, men hvor hele indholdet kan benyttes i andre EU-lande.

Relaterede nyheder