Bred politisk aftale justerer regler for støtte til vedvarende energi

Publiceret 22-12-2020

Et politisk flertal har besluttet at justere udbudsbetingelserne for det kommende udbud om støtte til opstillingen af vedvarende energi som vindmøller og solceller. Justeringerne skal bidrage til at sikre, at støtten går til projekter, der ikke kan realiseres uden støtte og samtidig sikre tilstrækkelig indsigt i de vilkår der gælder for støtten.

Regeringen og Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten, Konservative, Liberal Alliance og Alternativet er enige om en justeret model det såkaldte teknologineutrale udbud, hvor forskellige former for vedvarende energi konkurrerer om støtten og det billigste bud vinder. Støtten gives som et pristillæg pr. kilowatttime. Hvor der tidligere er givet et fast pristillæg, bliver der nu for første gang anvendt en såkaldt contract-for-difference (CfD) model. Det betyder, at producenten tildeles et varierende tillæg, der afhænger elprisen. Staten garanterer dermed producenten en stabil afregningspris, men stiger elprisen betales overskuddet tilbage til staten.

”Jeg vil gerne takke partierne for et godt samarbejde om at revidere støttemodellen. Det skal sikre, at udbygningen af vedvarende energi fortsætter. Inden længe kan vindmøller og solceller opstilles helt uden støtte, men en tid endnu vil der fortsat være projekter, der ikke kan realiseres uden støtte. I de tilfælde skal vi naturligvis give støtte. Samtidig får staten mulighed for at få del i et eventuelt overskud i de projekter, der er givet støtte til. Det giver god mening” siger klimaminister Dan Jørgensen.

Justeringerne tager højde for input fra branchen, som i markedsdialog med Energistyrelsen har udtrykt ønske om justeringer til modellen for at sikre, at udbudsmodellen øger investeringssikkerheden for de projekter, som ikke kan realiseres uden støtte.

De aftalte justeringer til CfD-modellen er betinget af statsstøttegodkendelse i Europa-Kommissionen. Denne forventes primo 2021, hvorefter udbuddet kan åbnes. Der forventes på den baggrund, at der vil blive afholdt to teknologineutrale udbud i 2021.

Aftaletekst

Kontakt:
Klimaministeriets pressetelefon 41 72 38 05

BAGGRUND

Der er aftalt følgende justeringer:

  1. Der indføres et projektspecifikt udbetalingsloft på 2,8 mio. kr./MW-landvindækvivalenter (i 2020-priser), således at det allerede aftalte udbetalingsloft på 600 mio. kr. fordeles pr. MW.
  2. Der indføres et projektspecifikt indbetalingsloft svarende til 5,6 mio. kr. per MW-landvindækvivalent, så indbetalinger til staten ikke kan overstige 1,2 mia. kr. (i 2020 priser).
  3. CfD-modellens referencepris ændres fra en landsgennemsnitlig til en el-områdespecifik referencepris, dvs. referenceprisen for et vindende VE-projekt baseres på en kalenderfast årsafregning svarende til det forudgående års gennemsnit af timespotpriserne i det el-markedsområde (DK1 eller DK2) fra 1. januar til 31. december, som det pågældende projekt opføres i.
  4. Der er foretaget øvrige mindre præciseringer i udbudsbetingelserne, herunder at VE-opstiller kan opdele sit projekt, så én del kan modtage støtte, mens resten kan opføres på markedsvilkår

 

Teknologineutrale udbud

  • De teknologineutrale udbud yder støtte via et pristillæg til landvind, åben dør-havvind, sol, bølge- og vandkraft.
  • Udbuddene er en mulighed for VE-produktionsanlæg for at konkurrere med hinanden om den billigste måde at levere kilowatttimer (kWh) til elnettet.
  • Teknologierne er ligestillet i udbuddet på den måde, at en kWh leveret til elnettet fra en vindmølle tillægges samme værdi, som en kWh leveret til elnettet fra en solcelle eller de andre vedvarende energi-teknologier.
  • Landvind og solceller er de billigste grønne teknologier, vi har til rådighed. Ved det teknologineutrale udbud i 2019 resulterede udbuddet i støtte på kun 1,54 øre/kWh, som er mere end 8 gange lavere end støtten bare tilbage i 2017.

 

Om CfD-modellen.

  • Ved de teknologineutrale udbud i 2018 og 2019 blev der anvendt en fast pristillægsmodel.
  • Ved klimaaftalen af 22. juni 2020 blev det besluttet at anvende en såkaldt contract-for-difference (CfD)-model i de fremadrettede udbud.
  • Ved en CfD-model tildeles producenten et variabelt støttetillæg per produceret kWh, som sikrer en stabil afregningspris for strømmen.
  • Støttetillægget beregnes pba. forskellen mellem en aftalt kWh-pris (opgjort i løbende priser) og en såkaldt årsafregnet referencepris, der tager udgangspunkt i elprisen på markedet.
  • Med CfD-modellen tillades såkaldte tosidige betalinger, dvs. at VE-opstilleren vil modtage støttetillæg pr. produceret kWh fra staten, når referenceprisen er under den aftalte kWh-pris, mens VE-opstilleren betaler tillæg til staten pr. kWh, når referenceprisen er over den aftalte kWh-pris.

Relaterede nyheder

Temaer

NEKST - den nationale energikrisestab

Den nationale energikrisestab, NEKST skal øge tempoet i den grønne omstilling.

 

NEKST - den nationale energikrisestab

Klimastatus og –fremskrivning

Klimastatus og -fremskrivning (KF) er KEFM’s årlige udgivelse, der skal sikre en løbende opfølgning på, om klimaindsatsen understøtter opfyldelsen af klimalovens målsætning om, at Danmarks udledning af drivhusgasser skal reduceres.

Klimastatus og –fremskrivning

Ungeklimarådet

Ungeklimarådet skal bringe nytænkning ind i dansk klimapolitik.

Ungeklimarådet