Fra klimamål til klimahandling: Regeringen er klar med Klimaprogram 2024

Publiceret 30-09-2024

I Klimaprogram 2024 viser regeringen vejen mod 2030-målet sektor for sektor. Nu venter det store arbejde med at realisere og implementere den nødvendige politik samt at følge op på mål og aftaler.

En historisk grøn trepartsaftale, udfasning af kul, en CO2-afgift for industrien samt CO2-fangst og lagring. Det er nogle af de tiltag, der tegner ruten mod indfrielsen af Danmarks 2030-mål om en 70-procents reduktion.

Det fremgår af Klimaprogram 2024, der er regeringens årlige redegørelse for, hvordan klimamålene skal indfries.

I Klimaprogram 2024 viser regeringen, at de konkrete beslutninger på tværs af sektorer er på plads, så Danmark gennem blandt andet regulering, udbud, tilskud og afgifter står til at nå 2030-målet. Herunder er også det store arbejde i den grønne trepart, hvor parterne er blevet enige om en CO2-afgift på landbruget.

"Vi kan nu præsentere en rute, der viser, hvordan alle sektorer skal bidrage til, at Danmark når 2030-målet. Men ruten er ikke tilbagelagt. Det er nu, vi skal omsætte de mange politiske aftaler til konkret klimahandling. Den grønne trepart skal føres ud i livet, vi skal gennemføre en omstilling i industrien, der skal lagres CO2 og meget mere. Det bliver et stort stykke arbejde på tværs af aktører, brancher og teknologier. Det bliver ikke let. Men det er dét, der skal til," siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.

Regeringen har nu især fokus på at implementere aftaler og initiativer som planlagt, så udledningerne reduceres som forventet. Der er eksempelvis oprettet Ministeriet for Grøn Trepart til specifikt at sikre, at ambitionerne i Aftale om et grønt Danmark bliver ført ud i livet.

I klimaprogrammet præsenteres et generelt arbejdsprogram og en plan for, hvornår de allerede indgåede aftaler implementeres i bund sektor for sektor.

Link til Klimaprogram 2024

Link til Klimapjece 2024

Et kig mod 2035 og 2040

Mens Danmark er godt på vej mod at opfylde både 2025- og 2030-målet, nærmer tiden sig til at sætte det næste klimamål. Ifølge klimaloven skal Danmark i 2025 have et nyt klimamål, denne gang for 2035.

Det nye mål skal tage højde for, at opgaven frem mod 2035 er en helt anden, hvor energisektoren er langt grønnere, og reduktionerne især skal komme fra transport og landbrug.

Et nyt dansk klimamål skal også ses i et bredere perspektiv, da EU i den kommende tid skal fastsætte et nyt klimamål for 2040. I den forbindelse støtter regeringen et EU-klimamål på mindst 90 pct. i 2040.

 

Kontakt Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets pressetelefon på +45 41 72 38 05

Udvalgte tal fra KP24

Det er en lang række indsatser på tværs af samfundet, der bringer Danmark på vej mod 2030-målet, heriblandt:

  • Vedtaget lovforslag, som implementerer en høj og mere ensartet CO2-afgift for industri mv. CO2-afgiften indfases fra 2025 frem mod 2030.
  • Aftale om forhøjelse af dieselafgiften på 50 øre pr. liter ekskl. moms samt afsat ramme på 750 mio. kr. i 2024-2030 til grøn omstilling af tung vejtransport og effektiviseringer af vejgodstransporten.
  • Afholdt det første CCS-udbud på 8 mia. kr., der betyder, at der vil fanges og lagres CO2 fra kraftvarmeværker i Avedøre og Kalundborg. Opstart i 2025 og med fuld effekt på 430.000 ton CO2 lagret årligt fra 2026. Herudover er der endnu et udbud på vej.
  • I regeringsperioden har regeringen med flere aftaler samlet afsat yderligere ca. 1 mia. kr. i perioden 2023-2026 til at hjælpe husstande af med olie- og gasfyrene og fjernvarmeselskaber med udrulningen af fjernvarme. På baggrund af dette vil brugen af gasfyr til opvarmning blive væsentligt reduceret frem mod 2035.

Klimaprogrammet

  • Regeringen skal hvert år udgive et klimaprogram. Det står i Klimaloven, som Folketinget vedtog i 2020. Det er en del af årshjulet, som sikrer løbende opfølgning på, om klimaindsatsen lever op til lovens principper.

Læs mere om Klimaloven: En ambitiøs og bindende klimalov

  • I det årlige klimaprogram skal klimaministeren over for Folketinget gøre status over opfyldelsen af Danmarks nationale klimamål og give sin vurdering af, om det kan anskueliggøres, at målene kan nås.
  • Læs tidligere års udgaver af klimaprogrammet her:

Klimaprogram 2023

Klimaprogram 2022

Klimaprogram 2021   

Klimaprogram 2020

 

Relaterede nyheder

Temaer

NEKST - den nationale energikrisestab

Den nationale energikrisestab, NEKST skal øge tempoet i den grønne omstilling.

 

NEKST - den nationale energikrisestab

Klimastatus og –fremskrivning

Klimastatus og -fremskrivning (KF) er KEFM’s årlige udgivelse, der skal sikre en løbende opfølgning på, om klimaindsatsen understøtter opfyldelsen af klimalovens målsætning om, at Danmarks udledning af drivhusgasser skal reduceres.

Klimastatus og –fremskrivning

Ungeklimarådet

Ungeklimarådet skal bringe nytænkning ind i dansk klimapolitik.

Ungeklimarådet