Elforsyningssikkerhed er vigtigt, og i Danmark er der en elforsyningssikkerhed, som er blandt verdens højeste. Det betyder, at borgerne, virksomhederne og de samfundsvigtige funktioner har glæde af, at der er strøm i stikkontakten næsten 100 procent af tiden.
Efter anbefaling fra Energinet har klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard netop fastsat det nye planlægningsmål for 2034, og for andet år i træk er det sat på 36 afbrudsminutter. Målet svarer til, at der er strøm i stikkontakten i 99,993 procent af tiden.
Energinets prognoser for elforsyningssikkerheden peger dog på, at der fra omkring år 2030 kan komme stigende udfordringer med at få produktion og forbrug af el til at balancere. Det skyldes blandt andet lukning af kraftværker og den øgede elektrificering. Uden nye tiltag kan det i ugunstige situationer lede til flere afbrudsminutter.
”Danskerne skal kunne være trygge ved, at de har strøm i stikkontakterne. Det danske niveau for elforsyning er i verdensklasse – det må vi ikke tage for givet. Hvis vi skal fortsætte vores stabile elforsyning, så må vi tage fat nu. Og det kommer vi til,” siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.
Regeringen vil derfor præsentere et oplæg til, hvordan de fremtidige udfordringer med elforsyningssikkerheden vil blive adresseret.
Kontakt Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets pressetelefon på 41 72 38 05 (modtager ikke sms).