Er du blevet udvalgt?

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er et borgerting?

Et Borgerting er en metode til at inddrage borgerne i udformningen af et politikområde og til at kvalificere komplekse beslutninger. Et tilnærmelsesvist repræsentativt udsnit af befolkningen inviteres til en række samlinger. På samlingerne får de udvalgte borgere viden om et emne, som de debatterer og drøfter med andre medlemmer af Borgertinget. Tanken er, at man ved at klæde borgerne fagligt på, og lade dem drøfte emnet med andre, kan få kvalificerede anbefalinger til komplekse beslutninger.

Hvem kan være med i Borgertinget?

Det nationale borgerting på klimaområdet skal bestå af 99 borgere, som udvælges ud fra nogle objektive kriterier såsom alder, køn, geografi, uddannelse og indkomst.

Jeg har modtaget en invitation fra Danmarks Statistik, men hvorfor er det vigtigt, at jeg deltager i Borgertinget?

Hvis du har modtaget en invitation til at deltage i Borgertinget, er det fordi, du opfylder nogle bestemte statistiske kriterier, der skal gøre Borgertinget tilnærmelsesvis repræsentativt og sikre at Borgertinget får input fra forskelligere sider i vores samfund. Din deltagelse er vigtig, da der er behov for at få perspektiver og indsigter på de problemstillinger, vi står overfor.

Hvad skal Borgertinget diskutere?

Borgertinget skal diskutere forskellige klimadilemmaer. Rammen for den første samling vil være de guidende principper i klimaloven. Disse indebærer, at klimaindsatsen skal ske under hensyntagen til sunde offentlige finanser, omkostningseffektivitet, beskæftigelse, bæredygtig erhvervsudvikling og dansk konkurrencekraft samt at Danmark skal være et foregangsland i den internationale klimaindsats, så vi kan inspirere og påvirke resten af verden. Danmark har både et historisk og moralsk ansvar for at gå forrest. Der udarbejdes materiale til den første samling. Samtidig oprettes der en liste med andre borgernære temaer, som Borgertinget skal prioritere på første samling. De temaer, som borgertinget vælger at prioritere højst, vil danne grundlaget for fremtidige samlinger.

Hvad nu hvis jeg ikke kan deltage på en samling, men kan på de andre to?

Det er meget vigtigt, at Borgertingets medlemmer kan deltage i alle tre samlinger for at sikre, at alle medlemmer har samme baggrundsoplysninger og kan deltage i drøftelserne, der leder til borgertingets endelige konklusioner.

Hvornår afholdes Borgertingets samlinger?

Grundet COVID-19 situationen er Borgertingets arbejde rykket online. Borgertinget mødtes til første weekendsamling d. 24.-25. oktober 2020. Derefter er det planlagt at Borgertinget mødes til seks aftensamlinger fra november 2020 til februar 2021. De finder sted på hverdage fra ca. kl. 18-21. Anden weekendsamling finder sted 20.-21. marts 2021. Borgertinget vil derefter præsentere deres anbefalinger for Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget og ministeren.

Hvor afholdes Borgertingets samlinger?

Grundet COVID-19 situationen er Borgertingets arbejde rykket online.

Får man noget for at deltage i Borgertinget?

Ja. Hvert medlem får 1.000 kr. for at deltage pr. samling. Grundet COVID-19 situationen er Borgertingets aktiviteter overgået til online format. Under fysiske samlinger ville overnatning og forplejningsomkostninger under Borgertingets samlinger blive dækket, samt transportomkostninger op til 700 kr. pr. samling.