Værd at vide om Borgertinget

Hvordan udvælges de 99 borgere?

Danmarks Statistik har foretaget udvælgelsen af borgerne. I udvælgelsen til Borgertinget har der været 2 processer. 1. trin er udtræk af en simpel tilfældig stikprøve på 5.000 personer fra den aktuelle befolkning af voksne, der alle får mulighed for at tilmelde sig Borgertinget. 2. trin er udvælgelsen, hvor de blandt de tilmeldte har trukket en stratificeret stikprøve på 99 personer og 99 suppleanter, der bedst muligt skal spejle den danske befolkning på enkle kriterier som alder, køn, geografi, uddannelse og indkomst.

 

Hvordan tilmelder man sig Borgertinget?

Man kan ikke tilmelde sig Borgertinget. Det er Danmarks Statistik, som foretager udvælgelsen af de 99 medlemmer af Borgertinget. Danmarks Statistik foretager udvælgelsen af borgerne med målet om, at Borgertingets medlemmer bedst muligt afspejler befolkningen som helhed.

 

Hvor længe sidder medlemmerne i Borgertinget?

Medlemmerne af Borgertinget vil være de samme personer i første og anden fase, der strækker sig fra 2020 til og med 2021.

  

Hvad skal Borgertinget diskutere?

De skal diskutere forskellige klimadilemmaer. Rammen for første samling vil være klimalovens guidende principper om, at klimaindsatsen skal ske under hensyntagen til sunde offentlige finanser, omkostningseffektivitet, beskæftigelse, bæredygtig erhvervsudvikling og dansk konkurrencekraft.

 

Hvornår mødes Borgertinget første gang?

Grundet COVID-19 situationen er Borgertingets arbejde rykket online. Borgertinget mødtes til første weekendsamling d. 24.-25. oktober 2020. Herefter skal Borgertinget mødes til seks aftensamlinger fra november 2020 til februar 2021. De finder sted på hverdage fra ca. kl. 18-21. Anden weekendsamling finder sted 20.-21. marts 2021. Borgertinget vil derefter præsentere deres anbefalinger for Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget og ministeren.

 

Hvem er sekretariat for Borgertinget?

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet er koordinerende sekretariat for Borgertinget.

 

Hvem står for indholdet i Borgertinget?

Koncept og program for Borgertinget er udviklet i samarbejde med Teknologirådet, der også står for faciliteringen af Borgertingets samlinger.

 

Hvor kan man følge med i Borgertingets arbejde?

Optagelser med ekspertoplæg fra Borgertingets samlinger vil blive lagt offentligt tilgængeligt efter endte samlinger. Denne side opdateres løbende med relevante links.