Havvind rummer et enormt potentiale og er helt afgørende for den grønne omstilling. Regeringen undersøger derfor muligheden for at etablere en eller flere energi-øer med samlet minimum 10 gigawatt. Det svarer til 10 store havvindmølleparker, der ville kunne dække strømbehovet for mere end 10 mio. europæiske husstande. Det samlede investeringsbehov er mellem 200 og 300 mia. kroner.
"Det er et kæmpestort projekt. Vi skal bygge mere end 5 gange så meget kapacitet, som vi har i dag. Vi skal have en fornuftig og ambitiøs plan for udbygningen. Derfor går vi nu i gang med de indledende undersøgelser," siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.
Langt størstedelen af investeringsbehovet vil blive dækket af private investeringer. Staten vil i høj grad skulle finansiere udvikling af teknologier, der kan bidrage til effektiv udnyttelse af den store mængde elektricitet, som en energi-ø vil kunne producere. Formålet er at sikre, at vindmøllernes strøm kan anvendes i andre områder af samfundet, såsom transport og industri.
"Havvind er helt central i den grønne omstilling. Hvis vi for alvor skal realisere det enorme potentiale havvind rummer, så skal vi udvikle fremtidens teknologier til at omdanne den grønne strøm til brændstoffer til fly, skibe og industri.” siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.
Undersøgelserne skal bekræfte, at det er praktisk muligt at etablere en eller flere energi-øer ift. natur, miljø- og planforhold. De skal desuden levere økonomiske beregninger, der kan skabe grundlag for at træffe endelig beslutning. Arbejdet skal føde ind i forhandlingerne om klimahandlingsplanerne, der starter i det nye år.
Screeningen af potentielle placeringer er første skridt på vejen. Der skal fortsat foretages en lang række andre analyser, inden en endelig beslutning kan træffes. Derfor igangsættes dybdegående tekniske undersøgelser af energiøens potentiale, samt indledende dialoger om samarbejde med relevante Nordsølande.
Screeningen vil omfatte områder i Kattegat, Østersøen og Nordsøen. Den vil også omfatte screening til placeringen af park nummer 2, der er aftalt med energiaftalen 2018, ligesom det skal undersøges, hvordan de ekstra havvindparker, som regeringen har foreslået før valget kan indgå i projektet.
Baggrund
Konceptet "energiø" dækker over en fysisk ø eller platform, der fungerer som et knudepunkt for el-produktion fra omkringliggende havvindmølleparker som forbindes og distribueres mellem Nordsølande. Der kan i konceptet også tilkobles andet el-teknisk udstyr såsom lagringsfaciliteter, elektrolyseanlæg eller andre elkonverteringsteknologier.
Energi-øen kan medvirke til mere effektiv udnyttelse af havvind langt fra kysten og dermed skabe plads til væsentlig mere havvind i det danske og europæiske energisystem. Desuden kan den medvirke til relativt reducerede investeringer i transmissionskabler og netforstærkninger på land.
Der er afsat 65 mio. kr. på Finansloven for 2020 til projektet. Der afsættes både midler til forundersøgelser af selve energi-øen og til udvikling af teknologier til at lagre og omdanne de store mængder elektricitet en energi-ø vil producere. Det skal bidrage til at realisere energi-øens potentiale.
Kontakt
Presserådgiver Anna Munck, anmun@kefm.dk, M: 23 69 10 73