Budfristen på tre parker på minimum 3 gigawatt havvind udløb torsdag d. 5. december, og Energistyrelsen har ikke fået bud.
Energistyrelsen begynder i næste uge en markedsdialog for at undersøge den manglende interesse i de tre parker.
”Det er et meget skuffende resultat – og slet ikke det, der var forventningen, da vi indgik havvindsaftalen. Omstændighederne for havvind i Europa har ændret sig markant på relativt kort tid med bl.a. store pris- og rentestigninger. Der kan være mange forklaringer på dagens resultat, og derfor har jeg bedt Energistyrelsen gå i grundig dialog med markedsaktørerne. Vi må kende den præcise årsag til, hvorfor markedet ikke har budt, så vi ved, hvordan vi bedst kan handle politisk. Dagens resultat giver selvsagt ikke grobund for stor optimisme for de næste tre parker, men der kan være andre aktører og forretningsmodeller i spil, og det svar kender vi først til april. Lad mig gøre det helt klart. Der skal bygges mere havvind i Danmark. Det var regeringens målsætning i går, og det er det også i dag,” siger klima-, energi- og forsyningsministeren Lars Aagaard.
Læs mere om den videre proces hos Energistyrelsen.
De tre havvindmølleparker i Nordsøen udgør kun en delmængde af det samlede udbud af i alt 6 gigawatt, som blev åbnet d. 22. april 2024.
Anden del af udbuddet, som omhandler områderne Kattegat, Kriegers Flak II og Hesselø, har budfrist d. 1. april 2025. Det sker som opfølgning på den politiske aftale om udbudsrammer fra foråret 2023.
Kontakt Klima-, Energi-, og Forsyningsministeriets pressetelefon: +45 41 72 38 05