Øget sejladssikkerhed: Grønland og Danmark indgår ny aftale om søkort

Publiceret 23-01-2025

Søkort er et afgørende redskab i arbejdet med at binde det grønlandske samfund sammen. En ny aftale mellem Grønland og Danmark sikrer produktion og opdatering af søkort frem mod 2041.

Nuuk, Grønland: Når den eneste vej frem ofte er søvejen, så er det afgørende, at søvejen er kortlagt. Og det kræver pålidelige og opdaterede søkort.  

I Grønland er pålidelige søkort en forudsætning for bl.a. sejladssikkerheden, udbygningen af infrastruktur og udvikling af erhverv. Aftalen, som Grønlands Naalakkersuisoq for boliger og infrastruktur Hans Peter Poulsen og Danmarks klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard har underskrevet i Nuuk i dag, sikrer et fortsat og konstruktivt samarbejde om produktionen og opdateringen af søkort i Grønland frem mod 2041.

Det glæder mig, at vi er kommet frem til en god aftale der tilstræber lige vilkår på søkortområdet og samtidig giver plads til den fleksibilitet, som den dynamiske udvikling i Grønland nødvendiggør. Jeg ser frem til det styrkede samarbejde mellem Naalakkersuisut og den danske regering på dette område,” siger Hans Peter Poulsen, Grønlands Naalakkersuisoq for boliger og infrastruktur.

Søkort er alfa omega i spørgsmålet om sejladssikkerhed, men de er også helt nødvendige, når den grønlandske infrastruktur skal udvides, eller nye erhvervsinvesteringer skal foretages. Jeg er derfor glad for, at vi i dag kan styrke samarbejdet med Naalakkersuisut og fortsætte arbejdet med at producere nye søkort,” siger Danmarks klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.

Aftalen beskriver det grønlandsk-dansk samarbejde om søkort fra 2027, hvor den nuværende aftaler løber ud og frem til 2041. Aftalen vedrører søkortlægning til bl.a. skibserhvervet og fritidssejlads.

Læs aftalen her.

For yderligere information kontakt:

Ved Departement for Boliger og Infrastruktur:

Afdelingschef Kenneth Lund Bøjler

Mail: kebo@nanoq.gl

                      Eller

Ved Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet:

Pressekontakten på +45 41 72 38 05

Fakta om arbejdet med søkort

  • Det er en dansk myndighedsopgave at producere søkort for grønlandsk farvand. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har delegeret opgaven til Geodatastyrelsen, som har ansvar for søkortlægning i danske og grønlandske farvande.
  • Danmark og Grønland har siden 2009 samarbejdet om at øge fremdriften i opretning og digitalisering af søkort i Grønland, som bl.a. har betydet, at Geodatastyrelsen har oprettet, digitaliseret og nyudgivet en række søkort over den sydvestlige del af Grønland. Den nuværende aftale udløber i 2026.
  • I 2024 er Geodatastyrelsen og Departementet for Boliger og Infrastruktur i Grønland blevet enige om, at produktionen af søkort fra 2025 udelukkende vil fokusere på produktion af elektroniske søkort (ENC).

Relaterede nyheder

Temaer

NEKST - den nationale energikrisestab

Den nationale energikrisestab, NEKST skal øge tempoet i den grønne omstilling.

 

NEKST - den nationale energikrisestab

Klimastatus og –fremskrivning

Klimastatus og -fremskrivning (KF) er KEFM’s årlige udgivelse, der skal sikre en løbende opfølgning på, om klimaindsatsen understøtter opfyldelsen af klimalovens målsætning om, at Danmarks udledning af drivhusgasser skal reduceres.

Klimastatus og –fremskrivning

Ungeklimarådet

Ungeklimarådet skal bringe nytænkning ind i dansk klimapolitik.

Ungeklimarådet