Regeringen vil reducere CO2-udledningen med 1 mio. ton i vejtransportsektoren

Publiceret 24-09-2020
Klima og vejr Energi og råstoffer

Omlægning af bilafgifterne, grønnere brændstof og vejafgifter for lastbiler er blandt de tiltag, der skal reducere CO2-udledningen med 1 mio. ton frem mod 2030. Det lægger regeringen op til i sit vejtransportudspil før forhandlingerne om grøn omstilling i vejtransportsektoren.

 

Regeringen præsenterer senere i dag en række konkrete forslag for Folketingets partier i et samlet klimaudspil for vejtransportområdet, som skal reducere CO2-udledningen og lægge trædestenene for en større omstilling af vejtransportsektoren.

Udspillet skal levere konkrete CO2-reduktioner og sikre stabile rammevilkår for både de grønne elbiler og konventionelle biler, der betyder, at almindelige danskere fortsat har mulighed for at købe en bil, så deres hverdag kan hænge sammen. Samtidig skal det være muligt fortsat at udbygge velfærden. Regeringens tiltag vil blandt andet betyde, at der vil være 500.000 grønne biler på de danske veje i 2030 stigende til over 1 mio. grønne biler i 2035.

Regeringen ønsker samtidig en massiv indsats for at gøre konventionelle biler og lastbiler mere grønne. Det skal ske gennem en fordobling af fortrængt benzin og diesel, hvor der samtidig tages højde for den globale CO2-udledning ved produktionen af grønne brændstoffer. Derudover lægges sporene for at gøre noget ved trængslen på de danske veje og CO2-udslippet fra lastbiler gennem en vejafgift på lastbiler.

”Regeringens holdning er, at transportsektoren skal være grønnere. Det skal derfor være slut med, at bilafgifterne forhandles fra år til år. Bilejerne og branchen har krav på stabile og trygge vilkår, som de kan stole på mange år frem. Derfor lægger regeringen op til, at der bliver indført et mere enkelt afgiftssystem, som ud over at sikre flere grønne biler på vejene også sikrer tryghed for bilejerne og bilbranchen de næste mange år”, siger skatteminister Morten Bødskov.

Regeringen foreslår også at fremme grønne brændsler i benzin og diesel gennem et nyt CO2-fortrængningskrav på tværs af drivmidler. Det vil betyde, at CO2-udledningen fra de mange fossile køretøjer reduceres, indtil målet om en grøn bilpark er nået.

”I foråret indgik vi brede, politiske aftaler med fokus på affalds-, energi- og industriområderne. Nu tager vi for alvor fat på første kapitel af klimaindsatsen i efteråret nemlig med transportsektoren - for alle sektorer skal bidrage til den grønne omstilling. Når vi lægger det hele sammen med transportudspillet, har regeringen i Klimalovens år 0 leveret en reduktion på 6 mio. ton i 2030, svarende til mere end en fjerdedel af den samlede manko i 2030. Senere på året kommer udspil om landbrug og grøn skattereform. Spørgsmålet er derfor ikke, om vi skal nå de 70 procent – for det skal vi. Spørgsmålet er, hvordan vi kommer i mål med vores ambition om en reduktion på 70 procent af CO2-udledningen på en klog og retfærdigt måde –” siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.

Derudover foreslår regeringen at indføre CO2-differentierede kilometerbaserede vejafgifter for lastbiler. Det skal sikre, at lastbilerne i højere grad beskattes i forhold til de skadesomkostninger, de har for samfundet, klimaet og miljøet og på sigt drive omstillingen mod CO2-neutrale lastbiler. Et forslag, som ligger i forlængelse af det, som den tidligere VK-regering i 2009 foreslog.

”Det er helt afgørende, at vi får en markant omstilling af både den lette og den tunge transport, hvis vi skal nå den målsætning, som et bredt flertal af Folketinget står bag. Det kræver, at vi tør bruge alle midler. Med regeringens plan om øget brug af grønne brændstoffer kombineret med en CO2-afhængig vejafgift på lastbiler får vi store CO2-besparelser, der kan gøres op nu og her. Og samtidig lægger vi trædesten ud til en total omstilling af hele branchen,” siger transportminister Benny Engelbrecht.

Endelig vil regeringen arbejde for, at der i EU fremlægges ambitiøse planer for udfasning af diesel og benzinbiler og mulighed for forbud mod salg af fossile biler.

Regeringen indleder senere i dag forhandlinger om den grønne omstilling i vejtransportsektoren. Det sker i Skatteministeriet, hvor partierne er indkaldt til møde kl. 19.00.

Læs mere her

Relaterede nyheder

Temaer

Skoleelever

Klima for skoleelever

Er du skoleelev, og vil du gerne vide mere om, hvordan og hvorfor klima hænger sammen med vores energiforbrug, så er du havnet det rigtige sted.

Klima for skoleelever

Billede af tekst "Regeringens klimapartnerskaber"

Partnerskabernes anbefalinger

Som led i den danske klimaindsats har regeringen etableret 13 klimapartnerskaber med erhvervslivet samt et Grønt Erhvervsforum

Læs mere om partnerskaberne her

Havvindmøller

En ny ambitiøs og bindende klimalov

Den brede opbakning blandt Folketingets partier til klimaloven gør loven bindende for fremtiden.

Læs mere om klimaloven her

Billede af ungeklimarådet og ministeren

Ungeklimarådet

Ungeklimarådet skal bringe nytænkning ind i dansk klimapolitik.

Ungeklimarådet

Vindmølle nedefra

Eksportstrategi

Danmark er et foregangsland inden for grøn omstilling og energieffektivitet.

Læs mere om Eksportstrategien